Ugens klassiker på Vinylpladen uge 45, 2025.

Ugens Klassiker kommer fra et af de mest stilskabende bands op gennem 80'erne, og som sluttede årtiet af med deres absolutte hovedværk. Vi retter blikket på mørkemændene fra Crawley i det sydlige England, The Cure. Selvom, der bestemt er mange gode albums at vælge imellem, så er der ikke rigtig nogen tvivl om, hvilket album, som lyser klarest i deres bagkatalog; 'Disintegration'.

Disintegration udkom i 1989 og var The Cures 8. studiealbum. Bandet var blevet kendte for deres mørke og dystre stil, som var blevet tildelt prædikatet "Gothic Rock". På pladerne som ledte op til Disintegration - 'The Head On The Door' fra 1985 og 'Kiss Me, Kiss Me, Kiss Me' fra 1987 - havde The Cure opnået noget nærmest populær status, takket være sange som mindede om regulære popsange. Det var ikke en bås som forsanger, og primære sangskriver, Robert Smith, brød sig særligt meget om og hans nyvundne popstjerne status førte ham ud en depression. Han følte sig presset til at lave en plade, som var mindre kommerciel og med langtidsholdbare sange, velvidende, at han snart ville runde 30, og han var selv af den overbevisning. at alle musikalske mesterværker var skabt da kunstnerne var yngre.

Plaget af sin depression indtog Smith LSD i store mængder og med en ønske om at vende tilbage til stilen fra før deres kommercielle gennembrud, blev der indspillet demoer i stor stil. Ikke kun Smith, men alle bandmedlemmer lavede skitser. Da de endeligt mødtes for at udveksle idéer landede de på 32 sange, som de indspillede, men kun 12 kom med på albummet.

Da Disintegration udkom blev det en stor succes og albummet peakede som nummer 3 i UK og 12 i USA. Flere singler blev regulære hits, bl.a. 'Lovesong' var meget populær. Albummet er til dato The Cures mest solgte album og altså deres største kommercielle succes.

Så da bandet forsøgte at træde væk fra populærmusikken og den kommercielle succes, som de havde opnåede tidligere, bliver de blot endnu mere populære og fik endnu større kommerciel succes. Det er da tankevækkende... Uanset hvad, så takker vi for Disintegration!