Ugens klassiker på Vinylpladen.dk uge 25, 2019.

På trods af, at Unknown Pleasure er det eneste album udgivet af Joy Division i forsanger Ian Curtis’ levetid, har de stadig status af at være en af de fineste ambassadører for post-punk og genrens opblomstring i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne. Genrens genopblomstring i det nye årtusind kan såmænd også spores tilbage til det epokeskabende album, hvis produktion har skabt lydlandskaber, som er blevet efterlignet et utal af gange siden da.

Joy Division nåede at udgive et album mere (Closer), men det skete kort efter Ian Curtis’ selvmord. Curtis som led af epilepsi og depression tog sit eget liv, samme aften som bandet skulle have påbegyndt deres første amerikanske tour.

Det skulle de ikke mindst på baggrund af den succes om Unknown Pleasures havde skabt.

Albummet blev produceret af Martin Hannett, som gerne ville have bandet væk fra den traditionelle punk lyd, som han mente var for konservativ, på grund af modstanden mod at benytte ny teknologi i studiet, til at skabe sonisk dybde i indspilningerne.

Hannet har udtalt, at det var en fornøjelse af arbejde med Joy Division, fordi de, som han udtrykte det, “didn’t have a clue”. Så han fik frit spil til at forme lyden på Unknown Pleasures. Hannet var kendt for at bruge optagelser af alverdens ting og på Unknown Pleasure kan man bl.a. opleve lyde af flasker der bliver smadret, chips der bliver spist, guitarer der afspilles baglæns, og studiets elevator.

Bandet selv, husker også Hannetts produktionsteknikker som innovative. Ikke kun når det gjaldt det tekniske, også i , hvordan han fik det bedste ud af musikerne. De har bl.a. udtalt at Hannet kunne få en gruppe, som havde fungeret perfekt og stilfærdig i 20 år, til at fare i flæsket på hinanden i løbet af fem minutter.

En sen aften i studiet havde trommeslager Stephen Morris spurgt, om han ikke kunne gå hjem, for han var færdig med at optage trommer. Det kunne han selvfølgelig godt. Da Morris får lagt hovedet på puden, bliver han ringet op og får besked på at komme tilbage og optage lilletrommen igen… klokken 4 om natten!

På den måde forsøgte Hannet at presse bandet til det yderste, for at få dem til at præsenterer.

I sidste ende var Hannets produktioner kun noget værd, fordi han fik nogle fantastiske sange at arbejde med. Det er sange, som stadig står så skarpt og gør, at vi her 40 år efter udgivelsen, har lyst til at genhøre albummet, hvor skæringer som Disorder, She’s Lost Control og Shadowplay skiller sig ud.