Ugens Klassiker på Vinylpladen, uge 27, 2023

I 90’erne herskede der en - nok mest medieskabt - “krig” om titlen, som de ukronede konger af brit-pop. Kampen stod mellem arbejderklasse-heltene fra Oasis, som huserede i Manchester og storby-akademikerne fra Blur, som havde hjemme i London. Mens Oasis’ skarpeste skyts var ‘What’s The Story Morning Glory’ - som har haft en tur i Vinylpladens klassiker føljeton - var Blurs højdespringer ‘Parklife’ fra 1994.

Parklife var Blurs 3. album, da de debuterede allerede i 1991. Så de havde brugt et par år på at spille sig varme. Men forsanger Damon Albarn har faktisk aldrig været i tvivl om, hvornår Blur ville lave albummet, som skulle sikre deres plads i britisk musikhistorie. Allerede inden udgivelsen af deres første album havde han, til flere musikjournalister, udtalt, “Når vores 3. album udkommer, vil vores plads som det vigtigste engelske band i 90’erne være sikret. Det er et simpelt faktum. Jeg agter at skrive det i 1994.”

Det er en dristig udtalelse at komme med så tidligt i karrieren, men den kom forbavsende tæt på virkeligheden. (Oasis’ fans ville nok have en indvending eller to).

Ikke nok med at Parklife cementerede Blurs status som superstjerner, sideløbende med Oasis’ pladeudgivelser, blev det også albummet, som definerede forskellen på nord- og syd-england. Det ligger i øvrigt pænt i forlængelse af det forudindtagede billede af forskellen på de to bands. Oasis er for arbejderklassen og Blur for den intellektuelle, unge elite(skarpt optegnet naturligvis). Noel Gallagher fra Oasis har kaldt Parklife for “personificeringen af sydengland”. Om han mente det positivt eller negativt, lader vi stå hen i det uvisse, men ikke desto mindre fortæller det noget om, hvor karakterisk et album det er.

Parklife var med til at definere en generation og har på den måde spillet en større kulturel rolle, end de fleste album får lov til. Men i bund og grund er det jo også bare en plade, med en samling stærke sange. Singlerne Parklife og Girls & Boys står selvfølgelig stærkest i hukommelsen, men også sange som, 'End Of A Century', 'To The End' og 'This is A Low' er stærke sange, som til stadighed vil overleve tidens tand.

Vi vil ikke kåre en vinder, af 90’ernes kamp om britpop-tronen, men med Parklife, kan vi alle bare nyde et af de bedste albums fra perioden.