Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not, er stadig det hurtigst sælgende debutalbum af et band i Storbritannien. Den første uge blev der langet ikke mindre end 360.000 eksemplarer over disken. Det må betragtes som ganske godt i en tid, hvor internettets evindelig fildeling, var i en opadgående kurve.

Det er svært at sætte ord på, hvad, der gjorde udslaget for Arctic Monkeys, da de fire drenge mest af alt bare lignede bumsede teenager, der havde undgået sollys lidt for længe. Og det var måske netop det, som gjorde som gjorde forskellen.

Temaerne på albummet kredser om observationer af livet som ung i det nordlige England, som mest af alt handlede om at gå i byen og drikke sig i hegnet.

Albummet blev udgivet i en periode, hvor indie-rocken var på vej ind i en ny storhedstid. Internettet havde gjort tilgængeligheden til mindre kommercielle bands meget nemmere, og så opdagede man, at der var mange, der gerne ville kunne genkende sig selv i, sine rockidoler. Og bum, halvkiksede teenage-drenge kan pludselig blive verdensstjerner, fra den ene dag til den anden.

Albummet var sprængfyldt med dansable rock baskere og flere er stadig blandt favoritterne når bandet spiller koncerter. I Bet You Look Good On The Dancefloor, må betegnes som gennembrudshittet og den fremstår da også som lidt af en, midt-00’er-indierock-hymne, som er blevet allemandseje, og man kan heller ikke lade være med at skråle med, når den dukker op på jukeboxen på den lokale:

“I said I bet that you look good on the dance floor”

“Dancing to electro-pop like a robot from 1984”

“From 1984!!”