Ugens klassiker på Vinylpladen - Uge 41, 2023.

Ugens Klassiker kommer fra en levende legende, som er yderst velanset for sine evner, primært som jazz musiker. Men Herbie Hancocks ‘Head Hunters’ viser, at han er et musikalsk geni inden for flere genre. I 1973 var Herbie 33 år og allerede dybe spadestik inde i sin karriere. Faktisk havde han allerede udgivet hele 11 albums. Som så mange andre i deres tredivere, så følte Herbie på dette tidspunkt, at han skulle finde sin egen vej - en ny vej. Derfor tog albummet ”Head Hunters” en kraftig drejning i forhold til, hans hidtil udgivne bagkatalog.

I de forgangne år havde Herbie udgivet en serie albums, der eksperimenterede med elektronisk musik og funk. Nu skulle det vise sig, at hans erfaring fra de albums skulle kulminere. Nu ville han bevæge sig i rock og funk - og jazzen sneg sig selvfølgelig også ind. Det viste sig sidenhen, at Head Hunters ville gøre fusionen mellem jazz og funk til allemandseje.

Indspilningen af albummet foregik hovedsageligt på mørke aftener i Wally Heider Studios i San Francisco. Den dunkle aftenstemning gav de bedste forhold for musikalske udfoldelser, mente Herbie. Med sig i studiet havde han saxofonist Bennie Maupin, bassist Paul Jackson, trommeslager Harvey Mason og Bill Summers, der kunne spille på alverdens forskellige instrumenter. Han spillede blandt andet på flere afrikanske instrumenter såsom balofon, congas-trommer, cabasa og sågar tomme ølflasker.

Herbie stod selv for al synthesizer og undlod at medbringe guitar. I stedet lod han andre mere ”funky” instrumenter få deres plads. Albummets kun fire numre har i alt en spilletid på knap 42 minutter, så det var ikke fordi albummet var let tilgængeligt, at det lykkedes at nå bredt ud. Det var fordi, at Hancock formåede at fusionere de forskellige udtryk til perfektion, så albummet bare talte til en meget bredere lytterskare, end det meste andet instrumentale musik. Så bare læn dig tilbage og mærk den funky instrumentering vibrere sig ind i kroppen, og de nyskabende indtryk som for eksempel introen til ”Watermelon Man”, hvor der bliver blæst i tomme ølflasker.